Kano & Kajakklubben Nord
 

Kano & Kajakklubben NORD
Stiftet den 22 November 1958


Vedtægter

  1. NAVN OG HJEMSTED
  2. FORMÅL
  3. MEDLEMSKREDS
  4. GENERALFORSAMLING
  5. BESTYRELSE
  6. REGNSKAB OG ØKONOMI
  7. KONTINGENT
  8. UDMELDELSE
  9. KARANTÆNE OG EKSKLUSION
  10. OPLØSNING AF KLUBBEN

1. NAVN OG HJEMSTED

1.1 Klubbens navn er "Kano- og Kajakklubben NORD".
1.2 Klubbens hjemsted og adresse er Furesøbad, 3500 Værløse.

2. FORMÅL

2.1 Klubbens formål er at fremme kano- og kajakroning indenfor kaproning, turroning og motionsroning. Klubben anskaffer og vedligeholder til disse formål et bredt udvalg af materiel, som stilles til rådighed for medlemmerne i henhold til klubbens regler.
2.2 Klubben er medlem af Furesøkredsen under Dansk Kano og Kajakforbund, som er en afdeling under Dansk Idrætsforbund. Klubben og dens medlemmer er derfor forpligtet til at overholde regler, love og bestemmelser gældende for kredsen, samt de forbund, organisationer og myndigheder, som kredsen er underlagt.

3. MEDLEMSKREDS

3.1 Som medlem kan optages enhver, som har interesse for kano og kajaksport.
3.2 For at blive aktivt medlem skal en svømmeværdighed svarende til mindst 600m fri svømning kunne dokumenteres i henhold til klubbens regler.
3.3 Al færdsel på vandet foregår i øvrigt på eget ansvar.

4. GENERALFORSAMLING

4.1 Generalforsamlingen er klubbens højeste myndighed. Der afholdes ordinær generalforsamling hvert år i perioden 1. marts til 30. april.
4.2 Indkaldelse til generalforsamlingen sker med mindst 28 dages varsel ved opslag i klubben samt ved brev til medlemmernes registrerede adresse. Klubbens årsregnskab og budget for den kommende sæson fremsendes til medlemmerne sammen med indkaldelsen.
4.3 Forslag til behandling på generalforsamlingen skal tilsendes bestyrelsen senest 14 dage før generalforsamlingen. Indkomne forslag ophænges på klubbens opslagstavle senest en uge inden generalforsamlingens afholdelse.
4.4 Dagsorden for generalforsamlingen indeholder følgende
  1. Valg af dirigent
  2. Bestyrelsens beretning
  3. Fremlæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse
  4. Revideret budget for indeværende regnskabsår samt for næste regnsabsår:
    - budget,
    - kontingent,
    - bidrag til arbejdsdag.
  5. Indkomne forslag
  6. Valg til bestyrelse
  7. Valg af suppleanter
  8. Valg af 2 revisorer
  9. Eventuelt
4.5 Adgang til generalforsamlinger har kun medlemmer af klubben, særligt indbudte gæster, samt ekskluderede medlemmer, som har anket eksklusionen til generalforsamlingen.
4.6 Ret til at deltage og stemme til generalforsamninger har kun medlemmer med mindst en måneds medlemsskab, som ikke er i kontingentrestance. Medlemmer som ønsker at deltage og udøve sin stemmeret ved en generalforsamling skal indtegne sig inden generalforsamlingens begyndelse.
4.7 Ekstraordinær generalforsamling kan foranlediges afholdt af bestyrelsen, eller når mindst 25 medlemmer begærer dette ved skriftlig henvendelse til bestyrelsen med angivelse af, hvilket emne der ønskes behandlet. Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling skal ske med mindst 14 dages varsel og indenfor en måned fra modtagelsen af begæringen.
4.8 Behandling af et medlemsbegæret emne kræver, at mindst 20 at de begærende giver møde til den ekstraordinære generalforsamling. I modsat fald bortfalder generalforsamlingen.
4.9 Generalforsamlingen er, bortset fra spørgsmål angående vedtægtsændringer og klubbens opløsning, beslutningsdygtig uanset antallet af fremmødte medlemmer.
4.10 Dirigenten leder forhandlinger og afstemninger.
4.11 Alle afstemninger, bortset fra spørgsmål angående vedtægtsændringer og klubbens opløsning, afgøres ved almindeligt stemmeflertal, og afstemning skal foregå skriftligt, såfremt blot et medlem ønsker det. Hvert medlem har en stemme. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.
4.12 Til vedtægtsændringer og opløsning af klubben kræves, at mindst halvdelen af medlemmerne deltager i en lovligt indvarslet generalforsamling, og at mindst 2/3 af deltagerne stemmer for forslaget.
4.13 Såfremt halvdelen af medlemmerne ikke deltager i generalforsamlingen, men i øvrigt 2/3 af deltagerne stemmer for forslaget, skal bestyrelsen inden 14 dage indkalde til en ny generalforsamling, på hvilken forslaget kan vedtages af almindeligt flertal, uanset antal deltagende medlemmer.
4.14 Ændringer i "Regler for NORDs medlemmer" skal behandles på en generalforsamling.

5. BESTYRELSE

5.1 Bestyrelsen består af 5 eller 7 medlemmer. Formand og kasserer vælges for perioder på 2 år i henholdsvis lige og ulige år, mens de øvrige bestyrelsesmedlemmer vælges for 1 år. En af pladserne i bestyrelsen besættes af en repræsentant for ungdomsafdelingen.
5.2 Bestyrelsen konstituerer sig selv med næstformand og sekretær.
5.3 Formanden eller 3 af de øvrige bestyrelses medlemmer kan indkalde til bestyrelsesmøde, og bestyrelsen er beslutningsdygtig, når over halvdelen af dens medlemmer er tilstede.
5.4 Bestyrelsen fastlægger sin forretningsorden ved det første møde efter generalforsamlingen og fører protokol over alle møder og beslutninger.
5.5 Såfremt et bestyrelsesmedlem for en længere perode forhindres i at deltage i det ordinære bestyrelsesarbejde eller udebliver herfra, kan den øvrige bestyrelse indkalde en suppleant til at udfylde den ledige plads. Suppleanter indtræder i den orden, de er valgt på generalforsamlingen. Om nødvendigt rekonstituerer bestyrelsen sig herefter for den resterende periode frem til næste generalforsamling.
5.6 Bestyrelsen nedsætter selv alle udvalg. Udvalgene har lov til at supplere sig i den udstrækning, de har behov herfor.
5.7 Det påhviler bestyrelsen at påse, at medlemmerne overholder de love, som klubben er underlagt fra organisationer og myndigheders side, såvel som klubbens egne regler.

6. REGNSKAB OG ØKONOMI

6.1 Regnskabsåret følger kalenderåret, og regnskabet skal forelægges i revideret stand på den ordinære generalforsamling.
6.2 Kassereren fører regnskab over klubbens indtægter og udgifter og er underkastet revisorernes tilsyn, når disse ønsker at foretage revision.
6.3 Anbringelse af klubbens midler besluttes af bestyrelsen. Kassereren og formanden i forening kan disponere over klubbens midler. Dog skal dispositioner ud over et af bestyrelsen årligt fastsat beløb vedtages af bestyrelsen. Bestyrelsen kan ligeledes bemyndige enkeltmedlemmer disposition over midler indenfor nærmere angivne rammer.

7. KONTINGENT

7.1 Kontingentet for det følgende regnskabsår samt bidrag til arbejdsdag fastsættes af generalforsamlingen i forbindelse med gennemgang af budgettet.
7.2 Kontingentet, som betales et år forud, skal være indbetalt inden den 1. marts. Kassereren opkræver kontingentet en gang årligt ved udsendelse af giroindbetalingskort, som skal være udsendt inden udgangen af januar måned. Kuponen er gyldig som medlemskort.
7.3 Samtidigt med kontingentet opkræves det af generalforsamlingen fastsatte bidrag til arbejdsdag.
7.4 Bestyrelsen kan efter skriftlig anmodning, og når særlige grunde taler herfor, give et medlem henstand med betalingen af kontingent.
7.5 Nye medlemmer betaler ved indmeldelsen et indskud samt årskontingent. Ved indmeldelse efter den 31. juli betales dog kun halvt kontingent.
7.6 Overskrides fristen for indbetaling af kontingent med mere end 1 måned har medlemmet karantæne, indtil forholdet er bragt i orden.

8. UDMELDELSE

8.1 Udmeldelse skal ske skriftligt med mindst 1 måneds varsel til udløbet af et kalenderår.

9. KARANTÆNE OG EKSKLUSION

9.1 Karantæne indtræder ved kontingentrestance ud over en måned med ikræfttræden 3 dage efter udsendelse af første påmindelse.
9.2 Karantæne kan desuden idømmes af bestyrelsen ved gentagne eller grove overtrædelser af klubbens regler og vedtægter. Karantæne idømt af bestyrelsen skal meddeles skriftligt til medlemmet med angivelse af årsag og varighed. Medlemmet har ret til at forelægge sagen på den nærmest følgende generalforsamling.
9.3 3 måneders kontingentrestance medfører eksklusion efter skriftlig meddelelse herom til medlemmets registrerede adresse.
9.4 Bestyrelsen kan derudover ekskludere et medlem, som ikke respekterer en karantæne, eller som efter gentagne gange at være idømt karantæne fortsat gør sig skyldig i overtrædelse af klubbens regler og vedtægter.
9.5 Beslutning om eksklusion kan ankes til først kommende generalforsamling.
9.6 Klubben er forpligtet til at indberette eksklusioner til Furesøkredsen.

10. OPLØSNING AF KLUBBEN

10.1 I tilfælde af opløsning af klubben tilfalder materiel og eventuel formue Furesøkredsen, idet klubbens forpligtelser dog først skal dækkes.


 
   
Kano & Kajakklubben Nord - Furesøbad, 3500 Værløse, Tlf.44 95 75 76