Sikkerhed

De fleste af vores aktiviteter foregår af gode grunde på vandet. Derfor har vi stor fokus på sikkerhed i alt hvad vi gør. Nedenfor kan du læse om grundlaget for uddannelse af vores kano- og kajakroere og af vores instruktører. 

Uddannelse af kano- og kajakroere

Når vi i Nord uddanner nye roere i kajak tager vi afsæt i EPP (European Paddle Pass) som anbefales af Dansk Kano og Kajak Forbund (DKF), der har udarbejdet en udgave tilpasset til danske forhold.

EPP-systemet er opbygget i fem niveauer, hvor DKF anbefaler EPP 2 som minimumsniveau for frigivelse i klubber. Dette er også grundlaget for frigivelse i Nord, men vi supplerer dette med krav om, at roeren skal have opnået en tilstrækkelig rutine til, at vores instruktører finder det forsvarligt at lade dem tage ud på egen hånd. Rutinen omfatter både god roteknik og fortrolighed med redninger. Derfor strækker vores kurser sig over ca. 6 uger. Børn/unge kan som udgangspunkt tidligst blive frigivet til at ro på egen hånd fra de er fyldt 15 år.

Videre uddannelse i EPP-systemet sker igennem DKF men vi gennemfører interne træningsforløb, hvor medlemmer med f.eks. EPP 3 eller EPP 4 giver inspiration til, hvordan man kommer videre og hvad der kræves.

Uddannelse af instruktører

Instruktører i Nord uddannes efter DKFs system for uddannelse af instruktører. I dette system er det en direkte kobling mellem instruktørens eget færdighedsniveau i EPP-systemet og det niveau instruktøren kan frigive andre roere på. F.eks. skal man være instruktør 2 for at kunne frigive roere på EPP 2 niveau. Og for at blive instruktør 2 skal man som minimum selv have et EPP 3 bevis.

I Nord uddanner vi selv vores instruktør 1'ere (hjælpeinstruktører), mens alle andre instruktører uddannes i regi af DKF.

Du kan læse mere om instruktøruddannelse på DKFs hjemmeside her.

Mere om EPP systemet

Se den generelle beskrivelse af EPP-systemet på DKFs hjemmeside her.

I EPP-systemet er der indtil videre fastlagt krav for tur/kapkajak og for havkajak:

  • Se kravene til de fem niveauer for tur/kap her
  • Se kravene til de fem niveauer for havkajak her

Kravene for turkano og kajakpolo er under udarbejdelse:

  • For turkano klik her og her
  • For kajakpolo klik her