Furesøbad nyt november 2025

8. november 2025 14:33 , af Jacob Nielsen

 

Furesøbadnyt

November 2025

Renovering af offentlige toiletter

Fra på mandag d. 10/11 frem til senest d. 24/11 vil de offentlige toiletter være lukket grundet renovering af gulvet. Riste skal sænkes til gulvniveau og PU gulvet skal lægges på ny. Derfor vil vinterbaderne og løbeklubben primært benytte kælderomklædningen i den periode.

Vi har opsat regelsæt for brug af omklædningen og hvis vi hjælper hinanden med at følge dem samt holde faciliteterne pæne efter brug skal det nok gå. Rengøring fra de offentlige toiletter bliver rykket til kælderen, så der er dobbelt op på rengøring i den kommende periode.

Saunaskærme i kælderen

Der er nu opsat saunaskærme i både herre- og damesaunaen for at mindske risikoen for, at nogen brænder sig på ovnene.

Omklædning i kælderen og ved stranden

  • Der er opsat ekstra spejle på toiletterne i kælderen.
  • Ved strandbadene er der kommet flere knager, så gulvet forhåbentlig bliver mindre vådt midt i rummet.
  • I herreomklædningen på sejlersiden er der nu knager i bruseområdet, så våddragter og tørdragter kan hænges op.
  • Der er opsat generelle regler for brug af kælderomklædningen, nu hvor badeklubbens medlemmer har fået adgang.

 

Det skal sikre pæne og ordentlige faciliteter for alle.

Der har været udfordringer med rengøringen af omklædningsfaciliteterne, men det er nu rettet op i samarbejde med KN Rengøring. Oplever du stadig problemer, så sig endelig til.

Husk: Det er tilladt – og meget værdsat – at tørre blandingsbatterier af efter brug, bruge toiletbøsten og pudse spejlet, hvis du har svinet det til. Det hjælper med at holde faciliteterne pæne for alle.

Stranden

Der har været ønske om bedre belysning på strandsiden, især i området mellem saunaerne og strandomklædningen.

Vi har opsat ekstra lys langs kioskbygningen, og vi arbejder på at etablere mere orienteringslys i gangarealet. Det vil øge både komfort og tryghed – især i de mørke timer.

Havnebroer

Havnebroerne bliver taget op mandag den 10. november, så de er beskyttet mod det kommende vintervejr.

Skulpturen 'Kompetence' af Monica Ritterband

Den flotte skulptur ved parkeringspladsen har længe haft problemer med betonsoklen.

Jeg har fået tildelt midler fra kulturafdelingen, så Steen og jeg kan etablere et flot skibsdæk i hårdttræ omkring skulpturen. Her kan man sidde og nyde søen – eller bare beundre kunstværket i sin helhed.

Affaldssortering

Der er behov for bedre affaldssortering ved Furesøbad, og vi skal med på vognen.

Der etableres en containergård på en del af parkeringsarealet ved redningsvejen foran mellemgangen til stranden. Her vil der være containere til fraktionssortering, og klubberne får en skraldeløsning.

OBS: Vi oplever, at noget klubaffald bliver smidt i de offentlige skraldespande. Det opfordres kraftigt til, at affald i stedet smides i den blå container ved udgangen til/fra Furesøbad.

Farligt affald skal I selv bortskaffe. Jern og metal må gerne lægges ved siden af containeren – vi sørger for at køre det til genbrugspladsen. Det må ikke komme i containeren.